Knæet

Knæsmerter

Smerter i knæet er nogen de fleste af os oplever i løbet af livet. Det kan ramme alle aldre og når vi har ondt i knæet hæmmer det os ofte i at være aktive i vores fritid fx til fodbold, badminton, når vi løber eller skal gå tur med hunden. Som med alle andre gener fra kroppen bør du ikke gå med det længere end 2-3 uger før du søger hjælp. Du kan ofte barbere en del af skadesperioden hvis du søger hjælp hurtigt.

Overbelastningsskader

Det hyppigste jeg oplever i klinikken i Strib er overbelastninger af knæet i en eller anden udstrækning. Typisk er det løberen der var for ivrig med træningen eller også er det et barn der er aktiv med sport og samtidigt er inde i en vækstspurt. Smerterne eller generne sidder enten på ydersiden af knæet eller lige under knæskallen. Hos børn kan man af og til se en bule på skinnebenet lige under knæet og dette kaldes Osgood schlatters syndrom (svært at sige). Behandling af en overbelastningsskade består i at tilpasse sit aktivitetsniveau og får trænet de muskler/sener, som er overbelastede. Sidder generne på ydersiden af dit knæ kan du have et løberknæ. Sidder generne lige under knæskallen kan du have et springerknæ.

Ledbåndsskader

Har du oplevet et vrid i knæet kan du have forstrukket, overrevet eller delvist overrevet et eller flere ledbånd. De mest kendte ledbåndsskader er korsbåndsskader eller skader på sideledbåndende. Træning vil altid være nødvendig efter en ledbåndsskade. Træning af styrke og kontrol over knæet vil være den primære behandling. Jeg har selv skullet igennem genoptræning efter et overrevet korsbånd, delvist overrevet sideledbånd og beskadiget menisk (fodbold kan være farligt, men det er sjovt!). Ledbåndsskader sker oftest ved akutte traumer.

Menisk skader

Meniskskader opstår også hos rigtig mange mennesker, og mange går rundt med menisk skader uden at have symptomer eller problemer herfra. Vi har 2 meniske, som sidder inde i knæleddet. Disse kan blive flossede, der kan rives en flig løs og vi kan få flænger i menisken. I de fleste tilfælde kan man genoptræne knæet efter en meniskskade og det er klart at anbefale. Træningen vil ligesom ved ledbåndsskader adresse styrketræning og kontroltræning af knæet. For mennesker under 45 år opstår menisk skader ofte som følge af et akut traume, men når vi over de 45 år opstår skader på menisken stort set hos hver anden dansker og ofte uden vi har problemer herfra.

Artrose (slidgigt)

Lige så snart vi runder de 45 år stiger sandsynligheden for at vi udviklet slidgigt i knæet. Der er 820.000 danskere der har artrose, men det er langt fra alle der har symptomer fra artrosen. Du kan altså sagtens have artrose uden at have symptomer. Har du dog symptomer vil du typisk få smerter når du skal i gang efter at have siddet stille. Typisk er der smerter når du igangsætter, så tager symptomerne af og under aktivitet går det godt, men efter endt aktivitet begynder smerterne igen at kunne mærkes. Nedsat mobilitet i knæet vil heller ikke være ualmindeligt. Primær behandlingen af knæartrose er GLA:D træning. Et GLAD forløb består af holdtræning og uddannelse og du kan læse mere om GLA:D forløbet under fanen behandlingstilbud.